KØB BILLETTER
Entré: 80 kr. (inkl. gebyr)
Fri adgang for studerende/unge u. 16 år
NORDKRAFT BIG BAND & REMY LE BOEUF (USA)
Den 28. marts 2023 er det 100 år siden, at en af bigbandhistoriens største kunstnere i nyere tid, den legendariske musiker, arrangør, komponist og bigbandleder, Thad Jones kom til verden. Nordkraft Big Band og chefdirigent Remy Le Boeuf vil i den anledning hylde Thad Jones’s fantastiske musik.
Thad Jones var frem til 1963 musiker og arrangør i det legendariske Count Basie Orchestra, ligesom han gennem 60’erne var medlem af Gerry Mulligans Concert Jazz Band, hvor han indledte et makkerskab med sin gamle musikerkammerat, trommeslageren Mel Lewis. Sammen dannede disse to kapaciteter i 1965 et Co-lederskab af det legendariske The Thad Jones/Mel Lewis Orchestra. Orkesteret bestod af de absolut ypperste musikere fra jazzscenen i New York, og traditionen med deres Monday Night Big Band på New Yorks ældste jazzklub Village Vanguard er sidenhen blevet en legendarisk tradition, der fortsat holdes i hævd med The Vanguard Orchestra.
Thad Jones havde stor respekt for de gamle mestre og traditioner, og hans arrangementsteknik byggede på disse, samtidig med at Thad Jones førte det ind i en ny epoke. En epoke med anderledes instrumentkombinationer og harmoniske sammensætninger, og derigennem satte han nye standarder indenfor bigbandgenren. Thad Jones var, i kraft af sit virke som komponist, arrangør og bigbandleder, datidens bigband-alkymist, idet alkymisten fjerner urenhederne indtil der til sidst kun er det rene guld tilbage.
Også i Danmark har Thad Jones haft en kolossal indflydelse på bigbandmusikken. Således blev han i 1976 tilknyttet Danmarks Radios Big Band, som orkesterets chefdirigent og inspirator. Sammen tog de på en vidunderlig rejse, der udviklede bigbandet til et af verdens bedste. En status orkesteret til stadighed besidder. Ligeledes var Thad Jones’s virke i Danmark med til at gøre landet, og særligt København, til en af verdens mest attraktive og sprudlende jazzmetropoler, for en lang række af datidens jazzkoryfæer. Thad Jones blev selv meget glad for Danmark og danskerne generelt, hvorfor han bosatte sig i København indtil sin død, den 20. august 1986, og nu ligger begravet på Vestre Kirkegaard i København.
Det er derfor også med en vis ærefrygt og ydmyg tilgang, at Nordkraft Big Bands nyligt tiltrådte chefdirigent Remy Le Boeuf (USA) og Nordkraft Big Band, går til denne opgave. Remy Le Boeuf, der flere gange har været nomineret til den amerikanske Grammy Award for sine kompositioner, vil til koncerten give sit bud på nyfortolkninger af Thad Jones udødelige musik. Arrangementer lavet specielt til Nordkraft Big Band, til netop denne hyldest. Koncerten vil foruden Thad Jones originale musik, også indeholde en særlig hyldest til mesteren selv, idet Remy Le Boeuf særligt til lejligheden har komponeret et værk til Nordkraft Big Band, der trække tråde til Thad Jones musikalske ideer og virke.
Gå ikke glip af denne aften med bigbandmusik i verdensklasse.
Medvirkende: Nordkraft Big Band og chefdirigent/solist Remy Le Boeuf (USA).
_ _ _ _ _
Koncerten er en del af Nordkraft Big Bands projekt Big Band Night, hvor vi sætter fokus på
at præsentere jazz- og bigbandmusik for især unge mennesker og på sigt opbygge og sikre
et publikum for genren i fremtiden.
Big Band Night-koncerterne er støttet af Statens Kunstfond, Spar Nord Fonden og Aalborg Kommune.