Tid og sted: tors 10. april 2025 , Kappelborg, Skagen, Skolevej 5, Skagen

KØB BILLETTER

Koncerten er en del af Nordkraft Big Bands projekt ”Big Band Night”, som har fokus på at præsentere bigband- og jazzmusik for unge generationer. Derfor er der rabatbilletter til unge og studerende.

 

OBS Julia Easterlin erstatter Danielle Wertz ved koncerten – se opdatering længere nede på siden.

Det succesfulde og anerkendte Nordkraft Big Band gæster Kappelborg i Skagen sammen med den prisvindende amerikanske sangerinde Danielle Wertz og chefdirigent, den 4x Grammy-nominerede amerikanske komponist/saxofonist, Remy Le Boeuf.

Forankret i jazz- og bigbandtraditionen og med tydelige overlap til folk-musik, musicalgenren og den moderne klassiske verden, byder vi her på en koncertoplevelse af de helt store.
Nordkraft Big Band har gennem en årrække arbejdet sammen med Remy Le Boeuf, som orkestrets chefdirigent. Det har haft stor betydning for den musikalske udvikling og førte sidste år til, at samarbejdets første pladeudgivelse blev Ugens Album på DR P8 Jazz.
I sommeren 2024 førte samarbejdet ligeledes til et nyt bekendtskab med sangerinden Danielle Wertz, som de spillede en stor koncert med i Musikhuset Aarhus under Aarhus Jazzfestival, hvorefter de alle gik i studiet og indspillede et nyt album.

Danielle og Remy udviklede sammen et nyt materiale bestående af flere nye kompositioner fra egen hånd, sammen med to covernumre af Joni Mitchell og Madison Cunningham. Alt sammen arrangeret direkte til Nordkraft Big Band af Remy, i hans helt eget, meget roste, musikalske sprog.

Som lysets spejling i flodens overflade på en gråvejrsdag. Hvor den plastiske overflade reflekterer lyset tilbage – men med en underliggende melankolsk gråtone. En rejse med ballader og stor bigband-lyd – en oplevelse, der skabte melankoli uden at forveksle det med tristhed.
Sådan beskriver en meget tilfreds anmelder koncerten under Aarhus Jazzfestival.

Albummet hedder Silent Course og udkommer i slutningen af april. I den forbindelse præsenterer vi musikken ved et par koncerter i Nordjylland, forud for udgivelsen.

 

Remy Le Boeuf
Remy Le Boeuf er tilknyttet Nordkraft Big band som chefdirigent i 2023-2025. Han er amerikansk saxofonist og komponist, som allerede har sat sine tydelige spor i den internationale jazzscene med fire Grammy-nomineringer, flere flotte udmærkelser og hyldet af The New York Times for sin musiks “overvældende skønhed”. I følge amerikanske musikmedier er Le Boeuf på niveau med bl.a. Miho Hazama (chefdirigenten i DR Big Band), hvilket gør ham til lidt af et scoop for det nordjyske bigband og musikmiljø.

Remy kommer oprindeligt fra en klassisk baggrund, men har siden dyrket jazzens universer. Musikken er forankret i jazztraditionen, men infiltrerer samtidig den moderne klassiske musik og indie-rockens elementer. Han har markeret sig som en unik stemme med en forkærlighed for filmiske, majestætiske og melodidrevne temaer. På den måde er han med til at ære traditionen og samtidig forny og udforske bigbandmediet.
Han har udgivet flere plader i eget navn – med både små og store besætninger. I den grad et lyt værd!

 

OPDATERING (28. marts 2025)
Vi må med stor ærgerelse meddele, at Danielle Wertz desværre er blevet sygemeldt og derfor ikke kan deltage i koncerterne med Nordkraft Big Band og Remy Le Boeuf.
Heldigvis har det med stor hjælp fra vores chefdirigent Remy Le Boeuf været muligt, i al hast, at lande en aftale med den helt forrygende musiker og sangerinde Julia Easterlin, som vil medvirke ved koncerten som substitut for Danielle.

Julia Easterlin er en amerikansk artist og sangskriver, hvis arbejde er blevet anerkendt af ingen mindre end The GRAMMY Foundation, The National Foundation for Advancement in the Arts og The TED Organization.
Hun er uddannet fra Berklee College of Music og har samarbejdet med store internationalt anerkendte kunstnere som den britiske musiker Jacob Collier, den maliske guitarist Vieux Farka Touré, den amerikanske koreograf Bill T. Jones, den Oscar-vindende filmkomponist Kris Bowers (Green Mile, Bridgerton) og den legendariske vokalist og komponist Bobby McFerrin.
Easterlin har også været fremtrædende som komponist og bidragende musiker på visuelle medier gennem partnerskaber med Mason Jar Music, ANTFOOD og massivemusic, og har desuden medvirket på flere plader, herunder Remy Le Boeufs seneste udgivelse Heartland Radio fra 2024.

Det er med andre ord en fantastisk og erfaren sangerinde, der kommer på besøg og vi ser frem til

 

Nordkraft Big Band
Nordkraft Big Band er hele Danmarks nordjyske bigband, som gennem de seneste år har markeret sig som et af de mest aktive, visionære og seriøse ensemble indenfor rytmisk musik.

Det 17 personer store bigband har udgivet flere plader af meget forskellig karakter. Senest blev pladen Strangers To Ourselves Ugens Album på DR P8 Jazz, ligesom bigbandet bliver spillet på både danske og udenlandske jazzradioer og streamet i hele verden.

Nordkraft Big Band har også gennem interessante samarbejder og projekter gjort sig internationalt anerkendte. Senest gennem samarbejdet med chefdirigent Remy Le Boeuf og før det med et flerårigt samarbejde med den amerikanske bassist, komponist og bigbandleder John Clayton.

Bigbandet har derudover samarbejdet med bl.a. Bob Mintzer (US), Robben Ford (US), Sinne Eeg, Andrea Motis (ES), Maria Mendes (PT), Nabiha, Allan Olsen, Bobo Moreno, Margrete Grarup, Mads Mathias, Mathias Heise, Aalborg Symfoniorkester, Nikolaj Bentzon, Aviaja Lumholt (GL/DK), Veronica Mortensen, Ida Kleist (GL), Martin Brygmann, Søren Sko, Dorthe Gerlach, Niels Jørgen Steen, Szhirley, Kaya Brüel, Birthe Kjær og mange flere.

 

Nordkraft Big Band er bl.a. støttet af Kulturministeriet, Aalborg Kommune, Statens Kunstfond og Spar Nord Fonden.