Nordisk kraft, saft og tid til eftertanke – Lysets melankolske åndehul

18/7/2024 | Forfatter: Kaspar Rochholz
Nordkraft Big Band, Remy Le Boeuf & Danielle Wertz, Musikhuset Aarhus 18/07/2024 

I eftermiddag kom vi på en rejse med ballader og stor Big Band-lyd, da Nordkraft sammen med Remy Le Boeuf og gæstesolist Danielle Wertz leverede en oplevelse, der skabte melankoli uden at forveksle det med tristhed. Det er balladens og den storslåede lyds præmis. Det er en rejse med smukke kompositioner, med plads til solopræstationer af sang, instrumenter og kompositioner

Remy Le Boeuf og Danielle Wertz tog mig på en rejse, der udfoldede et smukt lydbillede, hvor den melankolske stemme, Remy Le Boeufs altsaxofon, og de andre musikere skabte en helt særlig stemning.
Koncerten bestod primært af numre af Remy Le Boeufs og Danielle Wertz’ egne kompositioner, udover Madison Cunninghams “Something to Believe In” og Joni Mitchells “I Had a King”. For mig manglede der måske lidt en forløsning eller historie at blive fortalt. Måske er det bare et grundvilkår, at tvivl også hører med til musik og koncertens fuldendthed? 

Smuk koncert med en melankolsk gråtone
Som lysets spejling i flodens overflade på en gråvejrsdag. Hvor den plastiske overflade reflekterer lyset tilbage – men med en underliggende menkosk gråtone. Det billede havde jeg på nethinden, efter at have forladt koncerten. 

Derfor vil jeg elske at sidde ved Colorado River eller Green River, se vandet roligt flyde forbi, lytte til den plade, der er på vej og skal optages i morgen (fredag), og filosofere over, hvad musik gør ved dig og mig. Og gerne i selskab med Remy Le Boeuf, hans poetiske venner og Danielle Wertz.

På mange måder var det amerikansk musical eller filmisk musik, der udfoldede sig denne eftermiddag med Daniellas smukke stemme, der spænder vidt i numrene. Musikken blev dog en lille smule forstyrret af lydprøver fra scenen uden for Musikhuset. Jeg ved ikke, hvad man kan gøre ved det, men det er uheldigt i et smukt øjeblik i en koncert, hvis det generes af en tung bas eller trommeprøve ude eller indefra. 

Jeg synes, set over hele koncerten, at der var numre, der skilte sig ud og gjorde stort indtryk, men der var også transitnumre (f.eks. “First Snow”, “Aberdeen”), der ikke bidrog med noget ekstra til koncerten ud over det gode, den allerede var. I min optik.

For mig er der flere numre at fremhæve, men dem der står stærkest, er dem, hvor der er plads til Luca på klaver, trompetisten Thomas Fryland mfl. og Remy Le Boeufs altsaxofon og selvfølgelig Daniella Wertz’ stemme.

Jeg vil fremhæve tre nedslag i koncerten: Udover guitaristen, der havde tre guitarer, var der også tre numre, der for mig skilte sig markant ud. Åbningen på koncerten var egentlig atypisk for resten af koncerten, da nummeret “Scarface Rodeo” var et nummer, der varierede i tempo og stil. Både march og big band-lyd, men trompetisten med den knækkede Gillespie-trompet havde ikke mindre end en fremragende tone, lyd og frasering. Det slog koncerten an, men den bevægede sig i en helt anden musikalsk retning, da vi kom i gang.

Første nedslag er nummeret “Something to Believe In,” som Remy Le Boeuf fremhæver som et af sine favoritnumre. Det er skrevet af Madison Cunningham, Ethan Gruska og Peter Harper. Da nummeret ikke er udgivet i deres version, synes jeg, du skal lytte til originalen her. Det handler om at finde fodfæste, ro og fast grund, og det synes jeg var oplægget til noget af den rejse, som nogle af numrene tematisk tog os ud på.

Well I’ve spent my life looking
For a truth I can bear
But kingdoms are just sand
And a throne is just a chair
Dreams are born to grow up
To die, and tear, and spring again
In the summer air

Det andet nummer, jeg synes, skilte sig ud, var nummeret af Danielle Wertz, “Where Do I Go”, hvor starten og samspillet med pianisten Luca var decideret fremragende og smukt. Hans anslag og fingrenes bevægelser over tangenterne og frembringelsen af de smukke toner på klaveret var måske ikke guddommelige, men de skabte den ro i rummet, der gjorde det muligt at lytte. Der var mange nye numre, som først skal indspilles i de kommende dage, og det bliver spændende at lytte, genlytte og læse teksterne igennem. For netop rejse- og kærlighedstemaet videreføres i dette nummer og fuldendes i det sidste nummer, som jeg vil fremhæve.

Det er “Rest Your Head” af Danielle Wertz, jeg kan se, der er det mest streamede nummer på diverse tjenester. Det rundede derfor koncerten naturligt og typisk af. Det nummer, synes jeg, du skal høre og opleve, hvordan det binder det hele sammen og vender hjem. Hør det her.

Som en cliffhanger synes jeg, du skal købe pladen og håbe på, at ekstranummeret “Barbara” er på. Her tror jeg, at historien (rejsemetaforen) opløses og tematiseres på ny. Men det må vi vente lidt for at se. Tak for en fin koncert.

Link til original udgivelse af anmeldelsen: https://www.jazzfest.dk/jazzlive-blog.php?id=1496&l=da#content